Vinder af DTU RoboCup 2018 August Borg Ljørring (Foto: Mikal Schlosser)

Skoleelev vinder DTU RoboCup igen

torsdag 05 apr 18

Kontakt

Ole Ravn
Lektor, Gruppeleder, Studielinjekoordinator
DTU Elektro
45 25 35 60

Endelige placeringer i DTU RoboCup 2018

1. præmie: August 
2. præmie: Team JASMIN
3. præmie: Hald 9000

Ekstra-priser:

Bedst placerede DTU-køretøj:
Team JASMIN

Bedste fighter/Dommerens valg: 
Run Sally Run

Specialprisen for design/effekter:
Roadrunner

I mere end 20 år har DTU Elektro afholdt DTU RoboCup for at sætte fokus på robotters udvikling. I år er intelligens og pålidelighed i fokus. Vinderen af årets konkurrence blev 9. klasses elev fra Gentofte.

15 selvkørende robotter kæmpede tidligere i dag om at være hurtigst til at gennemføre DTU RoboCup 2018. De har alle skulle følge en fastlagt bane og samtidig klare en række udfordringer undervejs – bl.a. forcere en trappe, en vippe, få en golfbold i hul, spille kryds og bolle og ikke mindst køre ræs. 

Vinderen blev 16-årige August Borg Ljørring med robotten 'August', der løb med sejren i dette års finale. August Borg Ljørring vandt også DTU RoboCup-finalen i 2016 og fik en flot 2. plads i konkurrencen i 2017.

2. præmien gik til DTU-studerende Lars Vestergaard Jensen og Daniel Blankenstejner Jakobsen, med robotten ’Team JASMIN’.

3. præmien blev vundet af Asger Ren Nordbjerg med robotten ’Hald 9000’. 

Ekstra priser
Team JASMIN vandt også prisen for bedst placerede DTU-køretøj. Bedste fighter blev efter dommernes valg DTU-studerende Alejandro García-Vaquero og Pau López med robotten 'Run Sally Run'. Sidst men ikke mindst gik specialprisen for design/effekter til Jacob Sparre Andersen, Allan Ascanius og Per Dalgas Jakobsen med robotten 'Roadrunner'. 

DTU RoboCup har i år fokus på robotters intelligens
”Udviklingen i kravene til deltagerne afspejler den teknologiske udvikling af robotter, der har fundet sted gennem de sidste 20 år. Vi har i år skærpet kravene yderligere med opgaver, der kræver de deltagende robotters intelligens. Det betyder, at robotterne både skal kunne aflæse og derefter tilpasse sig de ændringer, der sker i omgivelserne. For eksempel at kunne vige for en anden kørende robot på banen”, forklarer Ole Ravn, der står i spidsen for afvikling af DTU RoboCup.  

Deltagerne i DTU RoboCup er både folkeskoleelever, studerende og voksne. Konkurrencen er underholdende, men afspejler samtidig den forskning i fremtidens robotter, der sker på DTU. Ole Ravn fremhæver i den forbindelse robotters intelligens og pålidelighed, som to store udviklingsområder, der på sigt vil give robotter en langt større udbredelse end i dag. Særligt pålideligheden er efter den nylige ulykke med Ubers selvkørende bil et højt prioriteret forskningsområde.

Stemningsbilleder fra konkurrencen ses nedenfor

Fakta

15 deltagere i finalen den 5. april 2018.
To af finalisterne er vinderne fra junior-robotkonkurrencen på Experimentarium (RoboCup Junior), der blev afholdt den 18. marts. De 13 øvrige finaledeltagere bliver udvalgt på baggrund af kvalifikationsrunden. 
Kvalifikationsrunden blev afholdt den 4. april med 29 tilmeldte hold.

Læs mere om DTU RoboCup.