ESA's Sentinel-6 klimamission, består af 2 ens satellitter, støttes af EU og skal observere verdenshavenes højde. Den første af de to satellitter bev sendt op i 2020. (Foto: ESA)

Viden baseret på rummet fylder godt på danske universiteter

fredag 18 jun 21

Kontakt

Henning Skriver
Direktør
DTU Space
45 25 37 92

DTU bidrager med 63 ud af godt 200 kurser, danske universiteter udbyder med fokus på rummet, rumteknologi og udnyttelse af satellitdata. Det viser en ny opgørelse af uddannelsestilbudene på området hos de seks store universiteter herhjemme.

Det er DTU, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og IT Universitetet, som i Partnerskabet for Rumrelaterede Uddannelser, netop har kortlagt de mange kurser og uddannelser herhjemme.

"Vi er meget glade for, at der er over 200 rumrelaterede kurser i Danmark, og at DTU’s bidrag er stort og fordeler sig på en række institutter"
Henning Skriver, direktør for DTU Space

Med over 200 kurser inden for området tegner sig et billede af, at rumvidenskab og rumteknologi er med til at præge indholdet af kurser og uddannelser inden for et bredt felt. Blandt andet inden for områder som transport, miljø, cleantech og elektronik. Foruden DTU Space er DTU-institutterne Compute, Elektro og Fysik involveret i rumrelateret uddannelse, som altså på DTU omfatter 63 tilbud.

”Rumbaseret viden udgør en stadig vigtigere og bredere del af aktiviteter, der er vigtige for livet på jorden. Derfor er der brug for kandidater, som kender og kan udnytte mulighederne i satellitdata og rumteknologi på nye og innovative måder,” siger direktør for DTU Space, Henning Skriver, som er DTU’s repræsentant i Partnerskabet for Rumrelaterede Uddannelser.

”Rumindustrien, teknologivirksomheder og danske myndigheder har brug for kandidater. Dertil kommer den mere klassiske udforskning af rummet, som også er et stort felt, der kræver dygtige kandidater. Så vi er meget glade for, at der er over 200 rumrelaterede kurser i Danmark, og at DTU’s bidrag er stort og fordeler sig på en række institutter”.

Brugen af satellitdata til en række formål spiller en stigende rolle inden for rumområdet i disse år. De understøtter evnen til eksempelvis at observere og analysere vejr og klimaforandringer, kommunikation over store afstande og sikker navigation til vands, til lands og i luften. Data fra satellitter indgår også i stigende grad i bestræbelserne på at beskytte natur, miljø og biodiversitet, til at udvikle mere bæredygtige samfund og byer og dermed bidrage til den grønne omstilling. Dermed er det også naturligt, at rumområdet spiller ind over mange uddannelser på universiteterne.

”Brugen af satellitdata er voksende. Både i forhold til kommercielle aktiviteter omkring udvikling af produkter baseret på satellitdata, bidrag til den grønne omstilling i form af eksempelvis ruteoptimering for skibe samt i forhold til overvågning af klima- og miljøforhold på jorden, som kan væres is-smeltning i Arktis og algeudbredelse i havene,” siger Henning Skriver.

Nogle af de kurser og uddannelser, der er kortlagt i undersøgelsen, er direkte målrettet rumindustrien og giver eksempelvis kompetencer til at bygge satellitter og elektronik til instrumenter. Andre er målrettet udnyttelsen af data fra rummet om jordens klima eller kommunikation via satellitter. Desuden er der en del kurser inden for ingeniørvidenskaberne med mere generisk viden, hvor rumvidenskaberne enten bidrager med ny viden til andre områder, eller hvor andre områder bidrager til at give studerende kompetencer inden for det rumvidenskabelige område.

Læs hele rapporten ’Kortlægning af rumrelaterede uddannelser og kurser i Danmark’ her