IT-camp 2021 på DTU

Gymnasiepiger programmerede robotter i efterårsferien

torsdag 28 okt 21

Kontakt

Inge Li Gørtz
Professor
DTU Compute
45 25 36 73

DTU's IT-camp

  • IT-camp for piger er tre gratis dage med undervisning og inspiration for piger, der går i gymnasiet eller holder sabbatår efter gymnasiet.
  • IT-campen foregår i efterårsferien på DTU i Lyngby, og pigerne overnatter på vandrehjem i nærheden.
  • Omdrejningspunktet er DTU's IT-uddannelser. Læs mere om IT-camp 

På IT-camp fik 34 piger en forsmag på, hvordan livet som it-studerende kan være på DTU.

Traditionen tro bød DTU Compute gymnasiepiger fra hele landet inden for tre dage i efterårsferien på IT-camp. Her kunne de unge piger møde kvinder, der allerede studerer it på DTU, og selv få en fornemmelse af, hvordan studielivet er på DTU.

Pigerne lærte blandt andet at programmere små robotter, de hørte om algoritmer og billedbehandling, lærte Python-programmering, og så prøvede de at hacke deres egen computer.

Det er gået godt, viser evalueringen med reaktioner som “Det har været superfedt!”, “Det måtte gerne have varet en dag mere!” og “Fedt, at man fik lov til at lave noget selv og udvikle sig.” 

Pigerne var især glade for introduktionen til programmering og indblikket i, hvordan det er at studere på en IT-uddannelse.

Punkterer myter
IT-camp skal netop give gymnasiepigerne et indblik i de mange forskellige muligheder, der er inden for IT gennem brugen af masser af matematik og logik, kunstig intelligens, kreativ problemløsning og samarbejde, fortæller professor Inge Li Gørtz, der er ansvarlig for DTU's IT-camp.

"DTU vil gerne vise, at IT-faget indeholder en masse flot matematik, at programmering ikke er farligt, og at der er utrolig mange anvendelsesmuligheder og mange forskellige retninger, man kan dreje sit studie i."
Inge Li Gørtz, professor på DTU Compute og ansvarlig for DTU's IT-camp.

For mange unge tror, at man skal have haft programmering som hobby for at kunne læse en IT-uddannelse.

”Den myte vil vi gerne punktere. Og så vil vi gerne vise, at IT-faget indeholder en masse flot matematik, at programmering ikke er farligt, og at der er utrolig mange anvendelsesmuligheder og mange forskellige retninger, man kan dreje sit studie i,” siger Inge Li Gørtz.

Kvindelige rollemodeller
I løbet af de tre dage blev gymnasiepigerne undervist af kvindelige studerende, der også fortalte om deres egen vej ind på IT-studiet.

En af studentermedhjælperne var Oline, der studerer på Computer Science and Engineering. Hun er et godt eksempel på, hvordan myter kan blokere. Oprindeligt havde hun tænkt, at hun skulle studere noget helt andet, da hun startede på DTU:

“Jeg har altid været glad for logik og matematik, men grundet min fastlåste opfattelse af IT, så havde jeg aldrig overvejet den vej. Jeg troede, at mennesker, der kan programmere, har gjort det hele deres liv, og at jeg derfor ville blive sat af, allerede fra start. Det fandt jeg heldigvis ud af, ikke var sandt. Jeg deltog i et obligatorisk programmeringskursus første semester, og mit studie tog herefter en hurtig drejning i den retning,” fortæller hun.

Det var fjerde gang, at DTU’s IT-camp blev holdt i efterårsferien. 

IT-camp 2021 på DTU