(Foto: Interacoustics)

Mere præcis måling af høretab

mandag 02 dec 19

Kontakt

Kren Monrad Nørgaard
Erhvervs-ph.d.
DTU Elektro

Kontakt

Kren Monrad Nørgaard
krng@interacoustics.com

Søren Laugesen
slau@iru.interacoustics.com
20 28 10 67

Ung erhvervsforsker har forfinet målemetoder til mere præcist at kunne diagnosticere eventuelle høretab, særligt hos spædbørn. 

Målingen af nyfødtes hørelse minder i store træk om at få målt temperaturen. Det sker ved hjælp af et fintfølende instrument, som sættes i barnets øre og giver et bip, når målingen er gennemført. 

”Populært sagt sender måleinstrumentet en lyd ind i øret og registrerer efterfølgende, hvor meget af lyden, der kommer tilbage. Derved kan vi fastslå, om hørelsen er indenfor normalomådet,” forklarer Søren Laugesen, der er Senior Research Engineer i virksomheden Interacoustics. Interacoustics er en dansk virksomhed, der er verdens største producent af avanceret elektronisk udstyr til diagnosticering af høretab og tilpasning af høreapparater.

”Vores måleinstrumenter anvendes til flere aldersgrupper, men screeningen af eventuelle høretab hos spædbørn er den væsentligste. Nedsat hørelse bremser den sproglige og øvrige udvikling, hvis barnet ikke allerede fra 6-måneders alderen får høreapparater til at kompensere for høretabet,” siger Søren Laugesen.

Landets førende akustiske eksperter
Interacoustics har gennem de sidste tre år samarbejdet med førende akustikeksperter på DTU Elektro om at udvikle virksomhedens målemetoder yderligere. Det er sket i et fælles ph.d.-projekt, som udføres af den unge forsker Kren Monrad Nørgaard. Samarbejdet er startet lidt utraditionelt, da Kren Monrad Nørgaard allerede var ansat i Interacoustics udviklingsafdeling, men havde behov for faglig sparring og for at kunne formidle sine resultater videnskabeligt. 
  
”Hvis jeg vil nå mit mål om at gøre de eksisterende målemetoder og -instrumenter endnu mere præcise og derved hjælpe ørelæger og audiologer til en bedre diagnosticering af høretab, er det ikke tilstrækkeligt at være god til at analysere og gennemføre målinger i laboratoriet. Jeg skal også være i stand til at gøre læger og hospitaler opmærksomme på de nye muligheder, jeg udvikler gennem min arbejde” siger Kren Monrad Nørgaard.

Kunsten at skrive en videnskabelig artikel
En del af samarbejdet med DTU har derfor haft fokus på at udarbejde artikler om Kren Monrad Nørgaards forskningsresultater, som de videnskabelige tidsskrifter vil publicere. Det er nemlig her, ørelæger og hospitalsklinikker holder sig opdateret med den nyeste viden. 

”Det er lykkedes mig at få udarbejdet i alt ni videnskabelige artikler i løbet af de sidste tre år. Det er jeg ganske godt tilfreds med, men er også klar over, at jeg ikke kunne have gjort det uden at have lært af DTU’s forskere, hvordan videnskabelige resultater formidles til andre fagfolk,” siger Kren Monrad Nørgaard. 

Resultater indgår i fremtidige måleinstrumenter
Kren Monrad Nørgaards arbejde har også resulteret i tre patenter, som Søren Laugesen ikke er i tvivl om vil blive indarbejdet i Interacoustics fremtidige produkter. 

Patenterne er knyttet til Kren Monrad Nørgaards arbejde med at få udviklet en kalibrering af den lille probe, der foretager målingerne i øret, så målingernes resultater altid er pålidelige. Derudover har Kren Monrad Nørgaard arbejdet på at udvide det frekvensområde, hvor målingerne er nøjagtige, så diagnosticeringen af et høretab i fremtiden kan præciseres yderligere. Det har stor betydning, også ved undersøgelser af voksne med høretab. Endelig har han identificeret nogle af de fejlkilder, der kan være ved en måling, så de enten kunne fjernes, eller der bliver kompenseret for dem i det endelige måleresultat. 

”Eksempelvis kan proben komme til at sidde lidt skævt, når lægen eller audiologen placerer den i øret – ligesom dine høretelefoner heller ikke altid sidder på samme måde. Det har jeg taget højde for og indarbejdet i beregningerne af måleresultaterne, så de ikke bliver påvirket af en lidt skæv placering,” siger Kren Monrad Nørgaard. Han understreger, at det ikke mindst er vigtigt i forhold til målinger hos små børn, der sjældent har tålmodighed til lange undersøgelser og gentagne placeringer af proben i øret.