byggeri

Nyt innovationsprojekt kan give store besparelser og miljøgevinster i byggebranchen

tirsdag 09 apr 19
Med ca. 1 mio. kr. i ryggen fra Grundejernes Investeringsfond skal projektet ”Det forpligtende samarbejde” – et samarbejde mellem DTU Diplom og virksomheden Bedre Byggeprocesser - skabe store effektiviseringsgevinster gennem bedre samarbejde i byggeriet til gavn for branchen, kunderne og klimaet.

Manglende eller ikke velfungerende samarbejde og koordinering mellem byggebranchens aktører resulterer i dobbeltprocesser og ressourcespild, der på globalt plan løber op i et trecifret milliardbeløb. Derfor vil et nyt projekt med DTU Diplom i spidsen udvikle en systematisk tilgang til samarbejde, som skaber gennemsigtighed og tillid på tværs af byggebranchen.  

                                                

Det forpligtende samarbejde
Projektet, som bærer navnet ”Det forpligtende samarbejde” og støttes med 948.000 kr. af Grundejernes investeringsfond, er et samarbejde mellem DTU Diplom og virksomheden Bedre Byggeprocesser (BBP).

 

Sammen skal parterne udvikle en metode, der med udgangspunkt i adfærdsanalyser og -design fokuserer på at skabe klare målsætninger for samarbejde, sikre løbende måling af bl.a. koordinering på tværs af byggeprojekters aktører og facilitere en styrket dialog om problemløsning i branchen.

 

Og det er både efterspurgt og nødvendigt, hvis byggebranchen fortsat skal forbedre effektiviteten. Konsulentvirksomheden McKinsey anslår f.eks. i deres rapport ”Reinventing Construction: A Route To Higher Productivity” (2017), at der globalt er 1600 milliarder dollars at hente på produktivitetsforbedringer i byggebranchen og en stor del af dem inden på forbedret samarbejde.

 

 

En ny tilgang til byggeprojekter
Og fordi byggebranchen er en ressourcetung industri har bedre samarbejde ikke bare en potentielt meget stor betydning for økonomien, men tilsvarende stor betydning for miljø og klima.

Hvis potentialet for effektivisering gennem bedre samarbejde skal realiseres, kræver det dog, ifølge Jakob Lemming, afdelingschef på DTU Diplom, en ny tilgang til samarbejde i branchen:

 

Med Det forpligtende samarbejde vil vi etablere en ny tilgang til det gode samarbejde i byggeprojekter. I modsætning til den traditionelle tilgang, hvor man på baggrund af rammer som juridiske aftaler, projektbeskrivelser og opstartsworkshops forventer, at samarbejdet fungerer gennem hele byggeprojektet, vil vi løbende måle og styre samarbejde, relationer og koordination fra første spadestik til sidste.”

 

Anders Jacobi, Partner i virksomheden Bedre Byggeprocesser uddyber: ”Det må ikke være tilfældigt, om der opstår et godt samarbejde. Vi vil udvikle et system, som sikrer, at samarbejdet lykkes hver eneste gang. Der findes masser af metoder der skal skabe bedre samarbejde i byggeprojekter. Problemet er, at de ikke fungerer i virkeligheden. I dette projekt sætter vi adfærd i centrum, for at skabe noget der virker i praksis.

 

Projektet, der med støtte fra Grundejernes Investeringsfond, blev igangsat i januar 2019 afsluttes med udgangen 2020. Ud over en model for bedre måling af og opfølgning på løbende samarbejde skal projektet også udvikle undervisningsmaterialer til uddannelsessektoren og et train-the-trainer forløb for ambassadører i virksomhederne og på uddannelsesinstitutioner.